CLP

Foreningen

Calvé-Legg-Perthes

Danmark

Calvé-Legg-Perthes

 

Dette er en sygdom, som normalt ses hos børn i alderen 3-12 år, hyppigst 5-7 år og oftest hos drenge. Årligt får ca. 1 af 1.200 børn denne sygdom, det vil sige ca. 50 nye tilfælde per år.

 

Calvé-Legg-Perthes sygdom opstår omkring vækstskiven i lårbenshovedet. Knoglevævet her får ikke den nødvendige næring på grund af lokal nedsat blodtilførsel, og knoglevævet begynder at dø (osteonekrose). Sygdomsprocessen medfører smerter og tiltagende stivhed i hofteleddet. Efter nogen tid kan ledhovedet ødelægges og smuldre hen. I løbet af måneder vil blodforsyningen normalisere sig, og nye knogleceller kommer til. Disse vil gradvist erstatte det døde knoglevæv over 2 til 3 år.

 

Tilstanden kræver vurdering af ekspert, der behandler disse sygdomme. I mange tilfælde er det ikke nødvendigt med behandling, i andre tilfælde kan behandlingen blive omfattende og langvarig. På langt sigt er der øget risiko for tidlig udvikling af slidgigt.

 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

 

Tilstanden starter ofte med vage symptomer. Barnet har kortvarige episoder med halten og få eller ingen smerter. Episoderne opstår særligt efter belastning og fysisk anstrengelse, og generne tiltager over tid. Senere bliver halten tydeligere, og barnet klager over smerter i knæet, lysken eller forsiden/ydersiden af låret. Smerten kan blive vedvarende og hoften stivere. Normalt er det kun den ene hofte, som rammes. Men i 10-15 % kan sygdommen angribe begge lårbenshoveder, men i disse tilfælde kan det andet led blive sygt et godt stykke tid efter det første.

 

Hos nogle børn er det dominerende problem knæsmerter, hos nogle endda det eneste symptom. Det er vigtigt, at man i disse tilfælde vurderer muligheden for, at det kan være en hoftelidelse.

 

Hvorfor får man Calvé-Legg-Perthes sygdom?

 

Vi ved ikke, hvad der forårsager denne sygdom. Men sygdomsmekanismen er nedsat blodtilførsel til ledhovedet på lårbenet (femurhovedet, caput femoris). I nogle tilfælde kan den udløsende årsag være en skade mod hoften eller en betændelse i hofteleddet. I ca. 10 % af tilfældene er der en arvelig årsag med ophobning i en familie. Børn med denne tilstand har ofte forsinket knoglevækst, forskellig benlængde og lidt lav længdevækst.

 

Hvordan stilles diagnosen Calvé-Legg-Perthes?

 

Det er ikke usædvanligt, at forældrene tror, at dette går over af sig selv. De kontakter derfor ikke læge før flere uger efter, at barnet først har fået smerterne. Lægen vil undersøge barnet nøje. Specielt vil lægen teste bevægeligheden i hofteleddet for at bedømme, om denne er nedsat. Hvis lægen mistænker, at barnet har Calvé-Legg-Perthes sygdom, vil det være nødvendigt med yderligere undersøgelse på sygehus. Her vil barnet evt. kunne blive undersøgt af en børneortopædkirurg.

 

Der vil blive taget blodprøver på barnet. En røntgenundersøgelse vil være nødvendig. De første uger efter at sygdommen er opstået, kan røntgenbillederne være normale. Men efter nogle uger vil røntgen kunne vise forandringer i lårbenshovedet og hofteleddet. Det kan derfor være nødvendigt at udføre andre undersøgelser tidligt i sygdomsforløbet. Det kan være ultralyd, CT-scanning og MR-scanning. Men oftest vil man i en så tidlig fase foretage en såkaldt scintigrafisk undersøgelse. Scintigrafi er en undersøgelse, hvor man med billedoptagelse kan få et indtryk af blodtilførslen i hofteleddet. Scintigrafi er som regel den undersøgelse, som tidligst kan fastslå, om hofteleddet er sygt.

 

Hvilken behandling er der for Calvé-Legg-Perthes sygdom?

 

I mange tilfælde er graden af sygdom så mild, at ingen behandling er påkrævet udover opfølgning og eventuelt aflaste leddet i en kort periode. Men i andre tilfælde er Calvé-Legg-Perthes en meget belastende sygdom, hvor det kan være nødvendigt med langvarig aflastning, brug af korset/skinne eller operation. Der findes ingen medicin som kan helbrede sygdommen. Men smertestillende eller betændelsesdæmpende medicin ( NSAIDs) kan bruges til at dæmpe smerte og mindske stivhed. Sygdommen går over af sig selv i løbet af 1-3 år.

 

For at mindske risikoen for udvikling af slidgigtskader og ødelagte hofteled bør man undgå store fysiske belastninger, særligt hvis der er mange smerter. Tidligere anbefalede lægerne op til 1 års aflastning, stort set i form af sengeleje. I dag ved man, at så ekstrem aflastning ikke hjælper. Tværtimod skaber langvarig inaktivitet betydelig muskelsvind, som kræver lang genoptræning. Ved behov for aflastning vil krykker kunne være tilstrækkeligt.

 

Barnet kan blive udstyret med en såkaldt abduktionsskinne. Det er et hjælpemiddel, som bidrager til, at lårbenshovedet står i rigtig stilling i hofteleddet. En fysioterapeut vil hjælpe til med behandling, information og instruktion i, hvordan hoften kan bevæges, belastes og genoptrænes.

 

I nogle tilfælde vælger man at operere for at bedre lårbenets stilling, så det befinder sig i den runde del af hofteskålen og ikke glider ud til siden. Hvis lårbenet har en skæv stilling inde i hofteskålen, øger det risikoen for deformering af ledhovedet. Det vil med tiden kunne føre til slidgigt og belastningssmerter.

 

Hvordan er langtidsudsigterne?

 

For mange dvs. 60-70 % er prognosen god. Skaderne på lårbenshovedet er ubetydelige og giver hverken på kort eller lang sigt særlige problemer. Men for nogle børn kan sygdommen opleves som en lang og slidsom periode. Heldigvis går sygdommen over i løbet af 1-3 år. Hvordan det videre går med hofteleddet, afhænger af hvor deformeret lårbenshovedet er blevet i løbet af sygdommen. Risikoen for kroniske gener er absolut til stede.

 

De børn, som får sygdommen, før de er 5-6 år, går det ofte godt med. Risikoen for at få fejlstillinger og varige problemer øges med barnets alder, når sygdommen starter. Piger får oftere end drenge langvarige problemer efter sygdommen.

 

Selv efter at sygdommen er gået over, og barnet er blevet voksent, vil hoften måske ikke kunne tåle så megen belastning som hos andre. For at undgå senere udvikling af slidgigtskader bør man helst undgå at vælge job og livsstil med store belastninger (megen gang, stående arbejde og tunge løft).

 

(kilde: Sundhed.dk)